Sapa

Saa er jeg komme ned fra hoejlandet igen. Sapa ligger 1660 meter over havet, ik langt fra Kinas graense. Her lever forskellige stammefolk, H'Mong bla, de indvandret fra Kina for ca. 500 aar siden. Jeg havde taget en guidedtur til 60$, da jeg troet det bedst kunne betale sig, da en tur retur billet kostet 40$ hvis man sov i to nattoget med air con. Men nu har jeg fundet ud af man skal altid gaa til kilden, dvs. busterminalerne, tog stationerne ellers faa man lov at betale dobbelt up. Men stadigvaek billigt, boet paa et laekkert hotel inc mad.
Jeg hoppet paa nattoget efter jeg var kommet fra Halong Bay, saa jeg var fri for at bruge flere dage i Hanoi. Det var ret behaligt at sove i toget, og jeg endte i samme kupe som et par toeser jeg havde vaeret i Halong bay sammen med, saa det var ganske hyggeligt. I Sapa var temperaturen behalig, og havde en helt anden kultur end et par 100 km syd paa. Kvinderne havde slaaet sig paa turisme, saa da vi ankom til vores hotel, blev vi modtaget af ca. 5 piger som ville vide alt om os. Hvor vi kom fra, hvor vi skulle hen, hva vi hed osv. De solgte toej, armbaand og den slags. Og sagde "you buy from me later". Foerst dag lavet vi et lille trek ned over rismarkerne. Men anden dagen havde vi et noget laengere trek, hvor vi gik ned gennem rismarkerne endnu engang. Der var en super flot udsigt. Paa dette trek blev vi fulgt af en lokal h'mong hver. Det var noget af en speciel opblevelse, naar man stoppet op gjore de ogsaa. Hele tiden blev man tilbudt at koebe toej paa vejen af alle de mange saelger. Da dette flotte trek var over, besluttet jeg mig for at koebe et armbaand. Bare for at spytte lidt penge i lokalsamfundet. Men dette var en dum ide. For da de saa man koebet noget, saa syntes de man skulle koebe mere, og hende ved siden af blev sur over man ikke koebte hendes ting. De brugte alle tricks, foerst skabe en social kontakt til en, ved at opsoege information om en (som de ret faktisk kunne huske bagefter), hvor efter de sagde "you buy from me later". Paa den maade var man lidt forpligtigt koebe noget af dem, naar de nu var gaaet efter en saa laenge. Jeg kan ikke lade vaere med at taenke paa hvor priviligeret vi dansker er, og hvor ofte vi tager tingene for givet, samt brokker os over smaa ting.

I nat toget havde jeg puttet alle mine vaedier i en vandtaet pose, som jeg saa havde spaendt fast ved siden af mig. Men da vi ankom til Hanoi kl 4:15 her i morges, var forvirringen total. Saa jeg glemte alle mine vaerdier !! Paa banegaarden blev jeg endnu engang moedt af de mange motorcykel taxier og normale taxier. Nej takket heldigvis nej til dem alle, og ville lige havde min lonely planet bog frem, da jeg opdager mine ting ikke er i tasken. Saa gik der fandme panik i mig, kan jeg lige love dig. Jeg var kommet ud fra selve banegaarden da jeg opdaget det, saa jeg satte med lynets hast i sprint med to tasker paa ryggen, gennem de taette masser af mennesker. Gennem billietkontrollen ned langs perronen, for saa at finde mit tog, kupe, seng og vandtaette pose ! Der var pulsen oppe i det roede felt. Men hvor blev jeg dog lykkelig ved gensynet af min lille orange pose. Da klokken var meget tidligt, betale jeg ham gutten, som hjaelp mig med at finde det rigtige tog for at koerer mig til en busterminal. Saa jeg kunne komme videre syd paa, og her er jeg saa
i Vinh Binh hvor jeg skal ud og saa en landsby paa vandet.

En hardcore saelger, som gik efter mig i 10 mins og sagde, you buy from me...

Her staar vores foelgesvende og venter paa vi har spist, kunne ikke lade vaere med at faa medlidenhed med dem.

Dette var udsigten fra mit hotel, ganske fantastisk.

Dette var velkomstkomite, de var utrolig gode til at snakke engelske, mindst lige saa gode som danske boern paa deres alder. Deres engelske kundskaber havde de laert ved at snakke med turister.