Getting ready

Nu har jeg efterhåndet trænet kampsport siden 10 klasse, on off, med lange pauser. Men er altid vendt tilbage. Hvorfor spørge jeg mig selv? Er det fordi jeg godt kan lide at slå på andre, eller måske endda blive slået på? Tja måske eller så er der bare en undertrygt kriger i mig, godt gemt afvejen i dette forholdsvis civiliceret samfund (folk bliver skudt/stukket ned uden for min dør). Men nu for den indre kriger for alvor lov at komme ud og sige goddag!
1. feb skal jeg have min første MMA kamp (Mixed Martialarts), uyah. Har aldrig haft den store lyst til at stille op til konkurrencer og den slags (prima pga. af frygt for skader, og har også en stærk fornemmelse af folk der er 90+kg slår hårdt..), men efter at ha overværet en del af mine klubkammerater kæmpe, fik jeg blod på tanden. Det er da en udfordring min undertrygte kriger kunne få lov at hygge sig med. Så fandme ja, jeg tilmeldte mig og betaler endda penge for at stå som underholdnings moment. Jeg har taget denne kamp som en personlig udfordring, og jeg skal lige love for det bliver en udfordring. Resultatet er underordnet, selv om jeg går efter at vinde. At stille op til kamp for offentlig skue imod en trænet modstander, takes a shit loads of balls...
MMA 5 minutter, små hansker, skindebensbeskytter og så er det ellers bare at gå til den. Slag, spark, knæ og kast stående. Skulle det ikke være nok med det, ja så er det tilladt, efter at ha smidt modstanden ned på gulvet og fortsætte med at tæve løs på ham. Bliver man træt af det, ja så værsgo at se om du kan kvæle ham, sagt med fagudtryk submission...
Kampene bliver sammensat efter efaring, alder, vægt. Min træner (ham som sammensætter kæmperne) mener jeg er ret god, eller så vil ha bare se mig få klø?! Jeg skal i hvertfald kæmpe imod Europamesteren i Judo, Sveriges nye kampsports håb, 97kg kampvægt og så er han også lige lilla bælte i brazilian jiu jitsu. Hvilket jeg har 100 gange mere respekt for end 5 dan grader i karate. Mikael Marffy hedder gutten, værdig modstander :-)